FAQ

 

Hvordan vælger jeg den rette professionelle samtalepartner?

Du skal være opmærksom på, at hverken sexolog eller parterapeut er beskyttede titler. Det betyder, at du bør stille spørgsmålstegn til terapeutens uddannelse og erfaring. Det sikreste er at vælge en person, som er certificeret terapeut, og som du har fået anbefalet. For mange er det også vigtigt, at vedkommende derudover har en anerkendt uddannelse indenfor enten sundhed eller samfundsvidenskaberne. Min baggrund som jurist med mange års erfaring i forhandling og konfliktløsning kombineret med at jeg er certificeret sexolog, sikrer dig en høj professionel standard.

Mine certificeringer som sexolog og parterapeut er fra Sexologiskolen i København. Det er seriøse uddannelser med brede faglige krav, der sikrer dig en kompetent terapeut. Studierne kræver at jeg har haft forløb med egenterapi. Kravet skyldes, at vi som terapeuter skal undgå personligt ubearbejdede og uafklarede ting, som kan stå i vejen for vores arbejde, men sikrer også, at vi ved, hvordan det er at sidde i klientens stol. Som terapeut og medlem af ACSCT har jeg desuden pligt til at modtage regelmæssig supervision. Både for at sikre en fortsat balance i mit eget liv, men også for at give dig tryghed for at jeg indgår i et fagligt fællesskab med løbende kompetenceudvikling og kvalitetssikring.

Nu hvor jeg taler om uddannelse og erfaring, vil jeg nævne, at en del af min professionelle identitet er, at jeg ikke kommer med færdige facitlister. Jeg guider vores samtaler og vi er et team. Men eksperten i dit liv og dine relationer er dig.